Coronavirus

Du kan bruge DM’s digitale vejledning eller kontakte os, hvis du har spørgsmål til, hvordan virussen påvirker dit arbejdsliv.

Gå til sidens indhold

Ferie: Særligt for offentligt ansatte

Læs, hvilke særlige regler, der gælder for dig, som er offentligt ansat.

Min planlagte ferie til udlandet er blevet aflyst af rejsebureauet, så jeg kommer ikke afsted. Kan min arbejdsgiver kræve, at jeg holder ferie i den aftalte periode, eller har jeg ret til at udskyde min ferie?

Din arbejdsgiver kan godt fastholde, at du har ferie på det aftalte tidspunkt, så du kan kun udskyde din ferie, hvis I kan blive enige om det.

Kan min arbejdsgiver varsle mig på ferie med dags varsel?

Ifølge ferieloven skal hovedferie varsles 3 måneder før feriens begyndelse, mens varslet for øvrig ferie er 1 måned.

Ved helt særlige omstændigheder kan ferie varsles med et kortere varsel end ovenstående, der skal dog foretages en konkret individuel vurdering. Det er dog kun ferie fra indeværende ferieår, som kan varsles til afholdelse inden 1. maj. Ferien der tildeles pr. 1. maj 2020 kan ikke varsles til afholdelse på nuværende tidspunkt.

Statsministeren har meldt ud, at alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hurtigst muligt og senest fra fredag 13. marts 2020 hjem i foreløbigt to uger. De pågældende skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Hvis det ikke er muligt, sendes vedkommende hjem med løn.

Offentligt ansatte, der er sendt hjem og ikke arbejder hjemmefra, står fortsat til rådighed for arbejdsgiveren og vil i øvrigt kunne blive pålagt at bistå med varetagelsen af nødvendige samfundsfunktioner.

Vi opfatter statsministerens udtalelse om, at offentligt ansatte sendes hjem med løn, som at man ikke holder ferie under hjemsendelsen. Til gengæld står man til rådighed for arbejdsgiveren og må forvente at skulle arbejde, når man får udbetalt almindelig løn.

Den 6. ferieuge / de særlige feriedage / feriefridage:

  • Staten (særlige feriedage)
    På det statslige område kan den 6. ferieuge varsles til afholdelse efter 1. januar (hvis den ikke er aftalt overført allerede) med 1 måneds varsel.
  • Regioner og kommuner (6. ferieuge)
    Den 6. ferieuge på det regionale og kommunale område kan ikke varsles af arbejdsgiveren til afholdelse.

Kan min arbejdsgiver inddrage min allerede planlagte ferie, hvis der er brug for, at jeg kommer på arbejde?

Hvis din ferie er påbegyndt, kan ferien ikke inddrages, medmindre du er ansat i staten.

Hvis din ferie endnu ikke påbegyndt, kan den inddrages, hvis væsentlige upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Det vil sige, at der skal meget til, for at din arbejdsgiver kan inddrage din ferie, men situationen med coronavirus er alvorlig, og der kan sagtens opstå situationer, hvor arbejdsgiveren kan inddrage ferie – særligt inden for sundheds- og plejesektoren vil det nok hurtigt kunne blive relevant. Hvis du er i tvivl, så kontakt DM.

Er du ansat i staten, og sker inddragelsen af din ferien med kortere varsel end de sædvanlige 3 måneder for hovedferie og 1 måned for restferie og før den planlagte ferie er påbegyndt, har du krav på 1,8 times betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.

Sker omlægningen, efter at din ferie er påbegyndt, udgør kompensationen 3,6 times betalt frihed for hver feriedag, der omlægges. Får du udgifter i forbindelse med omlægningen, skal din arbejdsgiver holde dig skadesløs efter almindelige erstatningsretlige principper.

Særlige feriedage kan omlægges under samme betingelser og på samme vilkår som almindelige feriedage (restferie).

Er du ansat i en kommune eller i en region, vil din arbejdsgiver ligeledes skulle holde dig skadesløs for udgifter, som du måtte få som konsekvens af en evt. ferieomlægning.

Hold dig opdateret

Følg med på coronasmitte.dk, hvor relevante myndigheder løbende opdaterer på udviklingen.

Læs mere

Kontakt DM

Kontakt DM, hvis du har spørgsmål til ferie i forbindelse med coronavirussen.

Kontakt DM