Gå til sidens indhold

”Den mest bureaukratiske forhalingssag, jeg har set, mens jeg har været i Folketinget”

Museer, der skylder penge til Arbejdsmarkedets Feriefond, har nu for tredje gang fåret fået betalingsfristen forlænget – præcis to uger før den udløb. Enhedslistens Christian Juhl har kaldt minister i samråd om sagen.

Artikel i Natur & Kultur, december 2019
Efter at sagen om lånene fra Arbejdsmarkedets Feriefond røg til EU Kommissionen, er tingene nærmest gået i stå, oplever parterne. © Foto: EU

Af Lasse Højsgaard

Der er sat et nyt, foreløbigt komma i den uendelige sag om lånene, som en række kulturinstitutioner har fået fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Mandag den 16. december meddelte Beskæftigelsesministeriet, at betalingsfristen for museer og andre kulturinstitutioner, hvis lån i feriefonden udløber 1. januar 2020, igen bliver udskudt. Frem til 14 dage før udløbsdatoen vidste institutionerne ikke, om de igen ville få forlænget betalingsfristen eller blive tvunget til at betale, hvilket vil kunne bringe dem på konkursens rand.

Der er tale om seks museer og oplevelsescentre, hvis betalingsfrist udløb 1. januar, en frist der tidligere er blevet udsat to gange, senest fra 1. juli i år. Den nye betalingsfrist er 1. april 2020.

Kort før Beskæftigelsesministeriets melding reagerede en oprørt Christian Juhl, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, på den uvished, de berørte parter har måttet trækkes med.

”Der er total stilstand i sagen. Men regeringen slipper ikke for at finde en løsning. Jeg vil benytte anledningen til at invitere den nye beskæftigelsesminister i samråd i Beskæftigelsesudvalget for at se, om han kan og vil finde en løsning”, sagde han til DM Natur & Kultur.

2½ år uden svar

Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF) har gennem årene udlånt penge til ferieaktiviteter, herunder kultur – i alt 867 millioner kroner fordelt på 46 låntagere. De blev oplyst, at lånene kunne forlænges i det uendelige, men i 2014 blev AFF’s vedtægter ændret af et flertal i Folketinget, hvilket stoppede muligheden for at forlænge lånene.

Situationen var pludselig meget alvorlig, særligt for de kulturinstituioner, der pludselig stod til at skulle indfri million-lån med kort frist. Flere har erklæret, at det vil være umuligt og resultere i lukning. Politisk er der ganske vist vilje til at hjælpe låntagerne, sågar at eftergive lånene, men så opstod et nyt problem: EU’s konkurrenceregler, der siger, at staten ikke må skævvride konkurrencen ved at give noget, der kan ligne statsstøtte. Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen turde ikke løbe risikoen og indledte en dialog med EU for at afklare, hvad der kan lade sig gøre.

Det skete i foråret 2017, og siden har alle utålmodigt ventet på svar. Men efter mere end 2½ år er der stadig ingen løsning.

”Jeg har fuld forståelse for, at utålmodigheden stiger i takt med forlængelserne, men der har været tale om en meget kompleks problemstilling. Derfor har det også taget længere tid, end man først antog. Jeg glæder mig dog over, at der tilsyneladende er ved at være lys for enden af tunnelen, og derfor er vurderingen nu, at der kan lande en permanent løsning i løbet af de kommende måneder”, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgård i den seneste pressemeddelelse.

Man kan næsten ikke tro, at EU arbejder så langsomt.
Nils Jensen

Mistænker, at sagen bliver forhalet

Christian Juhl mener dog, at sagen har trukket langt mere ud, end den behøvede.

”Sagsbehandlingen i denne sag har været uacceptabel langsommelig. Det er den mest bureaukratiske forhalingssag, jeg har set, mens jeg har været i Folketinget,” siger han til Magisterbladet.

Også i ODM – museernes brancheforening – stiger forundringen. Herfra har man løbende forsøgt at lægge pres på, for at få en løsning på situationen. Senest havde man i september møde med beskæftigelsesministeren, som lovede, at man gjorde alt muligt. Men i ODM har der været en stigende tvivl om, hvor vidt sagen overhovedet bliver prioriteret.

”Jeg har fra departementschefens egen mund, at de arbejder benhårdt på at løse problemet. Jeg kan bare ikke se det. Der er stadig ingen løsning. Og næste år er der yderligere fem organisationer, hvis lån udløber,” siger direktør Nils Jensen.

Fra ministeriets side er der gang på gang blevet henvist til ”forhandlinger med EU”. Men efter 2½ år uden svar begynder Nils Jensen at mistænke, at der reelt er tale om en administrativ forhaling.

”Det er den tanke, man kan få, når man oplever en sådan grad af lukkethed omkring løsningsmodeller og status. Og man kan næsten ikke tro, at EU arbejder så langsomt”, siger han.

Aktindsigt viser tre møder

Magisterbladet har bedt om aktindsigt i forhandlingsforløbet mellem Beskæftigelsesministeriet og Europa-kommissionen. Der er ikke blevet givet indsigt i indholdet af forhandlingerne – mødereferater og mails – men vi har fået lov at se mails, der koordinerer møderne.

Ud fra disse fremgår det, at der efter den politiske aftale den 22. december 2017 om en afviklingsproces er blevet afholdt tre møder: et møde 15. maj 2018 mellem konkurrencekommissær Margrethe Vestager og de danske ministre for henholdsvis beskæftigelse og kultur, et telefonmøde i marts 2019 mellem kammeradvokaten og kommissionen og et møde 19. september mellem ministeriernes departementschefer og embedsmænd fra Europakommissionen.

Hvad der er foregået – og om der er foregået noget – mellem de tre møder, er ikke til at få oplyst.

Professor ikke overrasket

Imidlertid er Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved KU, ikke så overrasket over sagsbehandlingstiden.

Han forsker i EU-politik og har desuden selv en baggrund som kontorchef i netop Beskæftigelsesministeriet.

”Vi havde også den slags sager i min tid, og det tager lang tid. Den her sag er ud fra min bedømmelse ekstraordinært kompliceret. Den involverer både nogle selskaber, som er i konkurrence med andre selskaber, og så områder – kultur og museumsverdenen – hvor der ikke er tale om direkte konkurrence. Der er jo ingen, der vil gøre vrøvl, hvis et museum får tilskud”, siger Peter Nedergaard.

Han peger på, at det i høj grad også er i Danmarks interesse, at reglerne om statsstøtte bliver hævdet, så konkurrencen mellem virksomheder ikke handler om, hvem der har flest statsmidler i ryggen.

2½ års ventetid - er det ikke utilfredsstillende at EU’s bureaukrati er så langsommeligt?

”Når du ser Margrethe Vestager fremlægge ting, er det ofte noget, der går 2-3 år tilbage. Og det er ikke fordi, man har smølet,” siger Peter Nedergaard.

Magisterbladet har forsøgt at få en kommentar fra Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Det har ikke været muligt.

Beskæftigelsesministeriets meddelelse om forlængelse af betalingsfristen kom få timer før publiceringen af denne artikel. Udtalelserne fra Christian Juhl, Nils Jensen og Peter Nedergaard er indhentet på et tidligere tidspunkt.