Gå til sidens indhold

Praktisk information

Her kan du finde oplysninger om, hvordan de regionale netværk er organiseret, og hvilke udgifter du kan få refunderet, når du deltager i netværksaktiviteter, enten som tovholder, medlem af kernegruppen eller almindelig deltager.

Den regionale kernegruppe

Hvert regionalt netværk har en kernegruppe, som administrerer og planlægger det regionale netværks aktiviteter. Kernegruppen etablerer sig ved valg hvert år, og det tilstræbes, at kernegruppen består af en bred gruppe af repræsentanter fra private/offentlige arbejdspladser, og at både tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og medlemsvalgte politikere er repræsenteret.

Det aftales i kernegruppen hvad aktiviteterne præcis skal være, og fordelingen af de konkrete opgaver aftales i kernegruppen. DM anbefaler, at aktiviteterne løber i tre spor:

Oplysning

  • Lokale arrangementer, uddannelser og oplæg

Socialt og relationer

  • Kernegruppen bliver et ankerpunkt for lokal kontakt med tillidsvalgte
  • Kernegruppen har samtaler med nyvalgte tillidsvalgte, samt introduktion til DM og DM’s struktur
  • Kernegruppen har overblik over de mindre netværk i regionen og har kontakt til dem

Politisk

  • Medlemsvalgte politikere har også adgang til kernegruppens arbejde, og derfor er det muligt at løfte lokale, regionale sager ind i et større politisk niveau. Det kan potentielt betyde, at vi sammen kan sætte nationale dagsordner og opnå større, politiske sejre.

Den regionale tovholder

Hver regional kernegruppe har en eller to tovholder(-e), som er overordnet ansvarlig for netværkets fremdrift. Tovholderen rekrutteres til en et-årig ansættelse og forventes at varetage følgende opgaver:

  • Økonomisk ansvarlig for regionens budget
  • Kontakt og sparringspartner til initiativtagerne i netværkene i regionen
  • Tovholder på opgaver i kernegruppen
  • Kontakt til DM’s sekretariat
  • Møde med de øvrige tovholdere en gang om året
  • Kort fortalt: en ankerperson, som driver netværket og sørger for, at det er i god trivsel

Er du interesseret i at blive tovholder for din region, skal du sende en motivationsbeskrivelse på max en halv side til: tillidsvalgtenetvaerk@dm.dk.

Tovholderen honoreres med 18.000 kroner om året – eller beløbet deles ud på det antal tovholdere, det er besluttet, at have i regionen.

Refusion for transport og forplejning

Kernegruppens medlemmer (4-5 personer) samt tovholder får refusion for transportomkostninger med billigste offentlige transport (Rejsekortpris) samt forplejningsomkostninger, når kernegruppen mødes.

Tillidsvalgte, som deltager i regionale arrangementer, som det regionale netværk arrangerer, får refunderet transportomkostninger til 1-2 arrangementer om året.