Til indhold

Fie Isager fik tillidsprisen for sin veludviklede relationskompetence

Fie Isager, modtager af DM
Fie Isager ved skærmen på hjemmekontoret. © Privatfoto
Af Anna Dalsgaard

Modtageren af tillidsprisen er god til at lytte, spørge ind og fornemme, hvordan kollegerne har det, og hun bestræber sig på, at ingen skal føle sig forkert

”Fie har i 2020 været en vigtig brik i indsatsen for, at kollegerne har klaret sig igennem en vanskelig tid. Hun har gjort en solid indsats for at løfte det psykiske og fysiske arbejdsmiljø til et tåleligt niveau.  Fie kan med sin storartede relationskompetence få anspændte miner til at afslappes og plante smil, hvor fortvivlelsen er stor. Hun er lydhør og åben, men samtidig kritisk på en altid saglig facon”.

Sådan lød indstillingen af Fie Isager til DM's tillidspris i 2020, som blev uddelt i december.

”Den beskrivelse blev jeg rigtig glad for, og måske indrammer det meget godt, hvordan jeg finder mest mening i at gøre mit arbejde”, siger Fie Isager, som er arbejdsmiljørepræsentant for 80 medarbejdere på Institut for Teknologiske Uddannelser på Københavns Professionshøjskole.

Isolation bag skærmene derhjemme

Hun fortæller, at tiden med corona har været udfordrende, og at hele organisationen har knoklet for at få undervisningen til fortsat at lykkes.

”Alle har virkelig kæmpet for at få først og fremmest kvalitet, men også en eller anden form for normalitet i undervisningen for de studerende og i de ansattes arbejdsliv. Det har været en stor arbejdsbelastning at omlægge undervisningen til at foregå digitalt nærmest fra den ene dag til den anden”, siger Fie Isager, som er specialkonsulent med en bred vifte af opgaver, så som ledelsesunderstøttelse og sparring, administrativ understøttelse af instituttets medarbejdere, kommunikation og økonomi og så arbejdsmiljøarbejde.

”Det er klart udfordrende, at det meste er foregået bag en skærm, og der er ingen tvivl om, at det har medvirket til ensomhed, både socialt og fagligt, og en følelse af isolation for grupper af både medarbejdere og studerende”, siger hun.

Det skaber ensomhed, både socialt og fagligt, når det hele forgår bag en skærm. Fie Isager

Særligt sårbare er en særlig udfordring

Og så er der den særlige udfordring med kollegaer, der er særligt sårbare eller har nære pårørende, der er det, og som har skullet navigere i en usikkerhed og bekymring i forhold til at beskytte sig selv bedst muligt.

”Opgaven med at skabe sikkerhed og tryghed er taget meget alvorligt fra institutionens side, men det har været og er fortsat svært at balancere mellem kolleger, der har det virkelig svært og er meget frustrerede og bekymrede over situationen, kollegaer, der er ensomme, og kolleger, der trives som fisk i vandet ved at arbejde på den måde, som der kræves af os lige nu”, siger Fie Isager.

”Alle skal rummes, og det er vigtigt, at vi har forståelse og omsorg for alles tilstand og situation. Det har vi gjort meget ud af at tale om, så ingen føler, at de reagerer på en ”forkert” måde”, siger hun.

Hun holder sammen med tillidsrepræsentanten trivselsmøder online, hvor kollegerne kan vende stort og småt og få sparring på diverse udfordringer.

”Møderne har en fast afslutning, hvor vi spørger ind til, hvilke af de vendte problematikker og udfordringer, som medarbejderne ønsker, at vi går videre med til vores TRIO og eventuelt til samarbejdsudvalget”, siger hun.

Hellere ringe engang for meget…

Fie Isager vil gerne dele roserne med de andre arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanterne og ledelsen på professionshøjskolen, og det er nok typisk for Fie. For i indstillingen til prisen, står der også: ”Som om det ikke kunne være nok, er Fie også beskeden og ydmyg”.

Personligt har Fie Isager bestræbt sig på at arbejde relationelt med kollegerne og være lydhør og åben overfor de udfordringer, de støder på.

”Jeg oplever tit, at mine kolleger er lettede ved blot at få lov til at fortælle om det, der udfordrer dem, og at det er en lettelse, at jeg spørger ind og er nysgerrig og ser tingene fra et andet perspektiv. Jeg kan ikke altid løse deres udfordringer, men jeg kan foreslå mulige løsninger og handlinger og sparre med dem. Og så kan jeg eventuelt tage det videre til vores TRIO-gruppe, hvis de ønsker det”, siger hun, og fortæller, at hun bruger sin fornemmelse, når hun drager omsorg for kollegerne under corona.

Nogle af mine kolleger er lettede ved blot at få lov til at fortælle om det, der udfordrer dem. Fie Isager

”Mange har jeg en løbende dialog med i naturlig sammenhæng, og kan ofte fornemme, hvordan de har det, og så spørger jeg ind til det. Og hvis jeg ad andre veje fornemmer, at nogen har det svært, ringer jeg til dem. Jeg vil meget hellere ringe engang for meget end engang for lidt”, siger hun.

Hun mener også, det er vigtigt, at de tillidsvalgte har øje for, hvordan hinanden har det.

”Vi har ikke superkræfter og kan også være sårbare og mærket af situationen. Så vi skal også huske at kigge på hinanden og spørge: ’hvordan har du det egentlig?’

Jeg savner at se hinanden i øjnene

Men, man ser jo ikke hinanden så meget under corona, og det mener hun også har været det sværeste under hjemsendelserne.

”Jeg savner den daglige dialog, hvor man ser hinanden i øjnene og vender nogle ting i døren eller ved kaffemaskinen eller på gangen. De helt små sociale kontakter i dagligdagen”, siger hun, og fortæller at det kan skabe en faglig ensomhed, hvis man ikke får etableret en vane med at videndele, hvis man er vant til den hurtige sparring.

Hvis det var en Oscar...

Fie Isager fik tillidsprisen ved et onlinearrangement i december 2020. Men hvis det havde været en Oscar-prisfest, havde hun formentlig i sin takketale sendt en tak til sin mor, som har podet relationskompetencerne i hende.

Hun er opvokset på landet, hvor man hilser på alle og snakker med alle.

”På ruten til og fra skole, kom jeg forbi en række små huse, hvor der boede gamle mennesker, som ofte stod i vinduet eller uden for, når jeg kom forbi. Min mor sagde til mig, at du skal bare vide, hvor meget det betyder for dem, at du vinker, når du går forbi. Og det var nok der, jeg fik grundlagt min opmærksomhed på, at ting har betydning”, siger Fie Isager.

”Det er måske også derfor, jeg gør mig umage for at tolke og finde ud af, hvordan den enkelte medarbejder har det, og hvad de har brug for. De skal vide, at deres arbejdsmiljørepræsentant kan være der for dem, samtidig med, at vi skal stå som en helhed og et arbejdsfællesskab”, siger hun.

”Jeg har også forsøgt at være proaktiv i forhold til at formidle redskaber til få skabt struktur og balance i arbejdsdagen. Der er jo en vis risiko for, at arbejds- og privatliv kan være svært at holde adskilt, Når man sidder derhjemme bag skærmen”, siger hun.

Derfor har hun også i forhold til det fysiske arbejdsmiljø sendt links til alt muligt, lige fra morgenyoga til plankeguide og øvelser for de stive kontorskuldre, og opfordret til at kalendersætte tid midt på dagen til lige at komme ud og få lidt frisk luft og i det hele taget have en opmærksomhed på, at det er vigtigt at få noget bevægelse ind i arbejdsdagen og at skifte arbejdsstilling hyppigt.

Vi skal tage det bedste med

Hun mener, at når vi en gang kommer ud på den anden side, skal vi gøre os umage for at tage det bedste med fra de erfaringer, vi har gjort os under coronakrisen.

”Hvad fungerer godt digitalt, både i forhold til undervisning og møder? Hvordan holder vi fast i erfaringen med, at vi kan arbejde virkelig effektivt hjemmefra samtidig med, at vi har stærke arbejdsfællesskaber, når vi er fysisk sammen? Listen er vel nærmest uudtømmelig, og det er vigtigt, at vi får en grundig evaluering og erfaringsudveksling omkring alt det gode, som vi trods alt kan tage med os videre”, siger Fie Isager, som er utrolig beæret, stolt og taknemlig for prisen, og ikke mindst indstillingen.

”I en tid, hvor jeg næsten var ved at tabe pusten, har den givet et kæmpe boost til både selvværd og motivation”, siger hun.

Fie Isager, modtager af DM
Fie Isager ved skærmen på hjemmekontoret. © Privatfoto